Astrofoto-software for begyndere: hvad du rent faktisk skal starte med

Mange forlader den her hobby på samme måde, og det har ikke meget med himlen at gøre.

De køber et teleskop. De får en første nat med delbilleder i hus. De spørger, hvilken software de skal bruge, og får det korrekte svar, at PixInsight er det bedste. De installerer det, åbner en mappe med FITS-filer, kigger på en brugerflade, der går ud fra, at de allerede ved, hvad en screen transfer function er, og lukker den igen. Tre måneder senere står teleskopet i et skab, og konklusionen er “astrofoto er sværere, end jeg troede”.

Som regel fejlede både udstyret og dataene ikke noget. Rådet var korrekt, det blev bare givet til den forkerte person.

Vores anbefaling

For de fleste er svaret Akastroid: én app til deep sky, planeter, Månen og Solen, på Mac, Windows og Linux. Du trækker dine billeder ind, og den vurderer, kalibrerer, stakker, fjerner gradienten, kalibrerer farven og gør skarpere, uden indstillinger at vælge. Den sædvanlige vej kræver fire til seks separate programmer for det samme resultat.

På den samme Orion-stak målte Akastroids automatiske efterbehandling et signal-støjforhold på 402 mod 87 for Sirils standardforløb, med en himmelgradient på 2,6 % mod 21,6 % (hele sammenligningen). Du kan prøve det gratis på dine egne data.

Vælg PixInsight, hvis du vil styre hvert trin i hånden og bruge måneder på at lære det, eller Siril, hvis du vil have gratis software og gerne lærer trinene selv. Resten af guiden sammenligner dem i detaljer.

Et bedre spørgsmål at stille først

Den sædvanlige indgang er “hvilket program er bedst”. Det spørgsmål har et svar, og svaret er ubrugeligt for en begynder, fordi det bedste program er bedst i hænderne på en, der allerede har brugt måneder på at lære det.

Det mere brugbare spørgsmål er, hvad et program kræver, at du ved, før det giver dig noget som helst.

Alle astrofoto-programmer ligger et sted på den skala. I dine første seks måneder betyder det mere, hvor programmet ligger, end nogen forskel i billedkvalitet.

Hvad hvert program kræver af dig

DeepSkyStacker. Gratis, kun til Windows. Kræver, at du indlæser lights, darks, flats og bias hver for sig, vælger en stacking-metode og en kappa-værdi og derefter gør resultatet færdigt et andet sted, for programmet stopper ved integrationen. Det, der kommer ud, ligner et fladt gråt rektangel for enhver, der ikke er advaret, og det trin, der forvandler det til et fotografi, findes ikke i programmet. Rimeligt nok, hvis du allerede kan finde rundt i Photoshop. Forvirrende, hvis du ikke kan.

Siril. Gratis, kører på Windows, Mac og Linux, meget godt og aktivt udviklet. Kræver, at du kender rækkefølgen af operationer og parametrene til hver af dem: hvilken registreringsmetode, hvilken forkastelsesalgoritme, hvor kraftig baggrundsekstraktion, hvor langt du skal strække histogrammet. Programmets scripts automatiserer midterdelen af det for one-shot-farvekameraer, og det er en reel hjælp. Er budgettet din begrænsning, og kan du lide at lære værktøjer at kende, er det her, hvad jeg vil anbefale, og det koster ingenting.

PixInsight. Betalingsprogram og det dybeste værktøj i feltet med god margin. Kræver måneder. Brugerfladen er ældre end moderne konventioner, dokumentationen forudsætter et ordforråd fra signalbehandling, og den dybde, der gør programmet så stærkt, er også det, der gør det langsomt at lære. De, der har lært det, siger, at det var det værd, og jeg tror på dem. Det er stadig det forkerte første køb for de fleste, for du kan ikke lære efterbehandling af et billede, du aldrig fik lavet.

AutoStakkert, RegiStax, PIPP, WinJUPOS. Planetarisk. Fire programmer, hver for sig til at gå til, og det er rækkefølgen mellem dem, folk farer vild i: hvilken orden, hvilket mellemformat, hvorfor resultatet er blødt, når hvert enkelt trin så rigtigt ud.

Akastroid. Vi laver det, så læs det følgende med det i baghovedet. Du giver det en mappe med delbilleder. Indstillingerne nævnt ovenfor bliver målt ud fra delbillederne i stedet for at blive spurgt om, og behandlingsloggen viser, hvad der blev valgt og hvorfor. Gratisversionen har alle funktioner, med 2 eksporter til at prøve det af.

Hvad “målt i stedet for spurgt om” betyder

Det her er værd at forstå, uanset hvilket program du vælger, for det forklarer, hvad de parametre er.

Næsten ingen af de indstillinger, du bliver bedt om, er et spørgsmål om smag. Hvilken forkastelsesmetode der passer til en stack, er en funktion af, hvor mange delbilleder du har, og hvor meget de varierer, og begge dele kan tælles. Hvor hårdt der skal dekonvolveres, afhænger af din målte stjernebredde og dit signal-støj-forhold, som begge kan måles. Om drizzle hjælper, afhænger af, om dine delbilleder blev dithered, og det står i delbillederne. Hvor sortpunktet hører hjemme, afhænger af, hvor stor en del af billedet der er himmel, hvilket på et bredt felt er omkring 98 %. Den generiske standardværdi er omtrent tre gange for høj, og det er derfor, begynderbilleder så ofte har en grå baggrund.

En erfaren astrofotograf træffer ikke kunstneriske valg på de punkter. Vedkommende skønner målinger med øjet, og efter mange års øvelse skønner de godt. Det er den færdighed, en begynder forventes at have, før der kommer et første resultat, og det hjælper at vide, at det handler om at skønne og ikke om smag.

En praktisk rækkefølge at gøre tingene i

1. Få et resultat ud af din første session, et hvilket som helst resultat. Ikke et godt. Et rigtigt et, fra dine egne delbilleder, så du har været hele vejen fra himmel til fotografi én gang. Alt efter det er lettere, fordi du har et billede at forbedre.
2. Lær, hvad ét trin gør, ved at ændre det. Stræk histogrammet for langt og se, hvad der sker med baggrunden. Slå gradientfjernelsen fra og se, hvad himlen lavede. Det går meget hurtigere end at læse om det.
3. Ret din optagelse, ikke din efterbehandling. Næsten alle begynderbilleder er begrænset af delbillederne snarere end af softwaren: fokus, tracking, ingen flats, for korte eksponeringer. Se diagnosticering af dårlige astrofotos og hvad darks, flats og bias egentlig gør.
4. Og hvis du så vil i dybden, så gå ud og lær PixInsight eller Siril ordentligt. På det tidspunkt ved du, hvad operationerne er til for, og det går meget hurtigere at lære.

De fleste, der giver op, tog trin fire først.

Hvad du skal starte med

• Du sidder på en Mac: DeepSkyStacker er ikke en mulighed. Siril eller Akastroid.
• Budgettet er begrænsningen, og du kan lide at lære værktøjer at kende: Siril. Gratis, godt, og fællesskabet omkring det er hjælpsomt.
• Du har et smart teleskop (Seestar, Dwarf, Vespera): noget, der kan læse FITS-mappen direkte uden opsætning. Se Seestar-guiden.
• Tiden er begrænsningen, og du vil have et fotografi i denne uge: Akastroid, eller Sirils scripts, hvis du hellere vil slippe for at betale.
• Du fotograferer planeter: kæden af fire programmer virker og er gratis; ét program, der gør det samme arbejde, er først og fremmest pengene værd på grund af tiden.
• Du er sikker på, at du vil mestre efterbehandling som et håndværk i sig selv: PixInsight, og så accepterer du månederne.

Opsummering

Den bedste astrofoto-software for en begynder er den, der giver dig et færdigt billede af dine egne data i den første uge. Hurtige resultater betyder ikke mere end gode, men det er svært at blive bedre til noget, du aldrig har gjort færdigt én gang.

Vil du se arbejdsforløbet, før du vælger noget, så er hvert trin fra rå delbilleder til et færdigt billede skrevet ud her, sammen med hvad hvert trin kræver at lære.